Bedøm tak
Jeg stirrede ud af det beskidte bus vindue, der var skrevet noget i snavset. K+E=<3.. Jeg smilte ved mig selv. Kærlighed var en rar fornemmelse, en boblende følelse af et evigt
lykkelig sekund. Kærlighed var dejlig, nå man så de rødlige farver. Dem der farvede dit hjerte, og fyldte din ører med poesi når du skulle sove om natten. Når alt føltes godt, og du vidste du elskede den ene person. At han eller hun så også kunne lide dig var ikke noget vigtigt, når du ikke havde fået et svar. Du drømte dig væk i dine lyserøde tanker om bryllup og børn..Ja det gjorde jeg! Når alt var godt, kunne man klare alt i hele verden. Alt angst og dårlige tanker forsvandt som dug for solen, og man kunne bare trække vejret og
dufte livet. Jeg lod min finger strejfe vinduet, da bussen stoppede. Jeg kiggede hurtigt på landskabet udenfor, jeg var der ikke endnu. Bussen fortsatte. Alt udenfor flød i et af et væld af farver, da bussen kørte hurtigt forbi det. Jeg fik ondt i mit hoved og satte mig op igen. Jeg hev min taske op på mit skød, og rodede lidt i den, fandt min skriveblok frem. Jeg fandt også en blyant, og et viskelæder. Jeg stirrede tomt ud af vinduet, mens jeg bed lidt i blyanten. Jeg begyndte at skrive, om alt hvad der var sket. Mine følelser væltede ud som tårer der havde siddet alt for længe i øjenkrogende. Jeg skrev til papiret næsten brændte. Poesien ved at få smukke ord til at beskrive din sjæls smerte beroligede mig. Med knust hjerte var jeg taget væk, fra alt. Jeg havde besluttet mig for at se tiden an, men at prøve at komme videre. Drengen var forelsket i en anden, min bedsteveninde.. Hun var også begyndt at få følelser for ham, og det pinte mig endnu mere at holde dem fra hinanden end det var at de kunne få hinanden. Jeg var så rejst væk, for at skrive, og tænke. Jeg sad nu i en bus på vej mod banegården i Vojens. Jeg ville stikke af til København. Jeg have overvejet meget om det ville ødelægge noget, men hvad havde jeg at miste? Han havde engang spurgt mig om jeg ville stikke af sammen med ham, jeg måtte sige nej. Jeg kunne ikke gøre det mod min
mor, hun var allerede ked over min tilsynladene mangel på lyst til skolen, og livet. Hun havde bare ikke
set problemerne i mine øjne, jeg havde ikke betroet mig til hende. Træerne vi kørte forbi var ved at slå om til deres efterårsdragt. Jeg var stoppet med at skrive og stirrede betaget ud af vinduet. Jeg tænkte på alle de mennesker, der holdte af mig. Lamslået pakkede jeg mine ting. Jeg kunne ikke finde mere inspiration. Jeg følte mig som en idiot, som en egoistisk møgunge. Tanker og følelser vældede ind, mens jeg langsomt blev fyldt med uro. Jeg krummede mig sammen på bus sædet, jeg var begyndt at fryse. Bussen var varm, men jeg var kold indeni. Naturen kørte langsommere forbi mine øjne, og bussen stoppede. Jeg var der. Jeg tog mine ting, gik ud i luften. Der var ingen mennesker, og luften føltes mørk og underlig. Jeg marcherede hen mod perronen, mit tog kom om 10 min. Jeg stod lidt og trippede, da jeg så en dame og hendes datter. Damen var meget køn, hun lignede en på 30’ne og havde mellemlangt mørkt hår. Hendes datter så ikke ud til at være mere en 11 år, hun lignede sin
mor. Pigen holdte sin
mor i hånden, de lo sammen. Jeg følte mig kold indeni, bare det
mor og jeg. Jeg vidste min
mor elskede mig, og ville have sin lille pige, men da jeg stod på perronen var jeg ikke en lille pige mere. Jeg var 13 år, og klar til at erobre København. Uden kærlighed, jeg følte mig mislykket. Uden kærlighed, jeg følte mig ikke noget værd. Jeg havde skubbet mit liv fra mig pågrund af mit såkaldte knuste hjerte. Det stak i mit bryst og jeg så ned i jorden. Toget kom så, damen trak sin lille pige ind til sig, hun græd nogle tårer. Pigen smilte til hendes
mor, og sagde nogle ord, der fik hendes
mor til at se meget stolt ud. Moren hjalp pigen med at få sin lilla kuffert ind i toget, og pigen steg ombord på skibet til en fremmed planet. Jeg stod fast, som sømmet til det hårde betongulv. Jeg kunne ikke røre mig, overhovedet. Toget kørte lige efter at der blev fløjtet. Da toget var ude af syne, gik moren mod udgangen. Hun kiggede på mig, smilte, som min
mor. Jeg blev varmet igen, tænkte. Mit liv har været så håbløst, men hendes smil gav mig en besked. Livet er både en gave og en opgave. Jeg føler nu stadig at mit liv er hårdt, men det må jeg klare.